Først var det en fugleedderkop i min sko.
Jeg vågnede op, rystede mine all stars sko blidt og tog dem på uden at tænke videre over det. Men det var som om, den ene sko føltes mindre end den anden. Jeg pressede min storetå op imod spidsen, og efter et par sekunder gik det op for mig, at der måtte være noget i skoen. Lykkeligt uvidende om hvad skulle vise sig at være mit største mareridt, tog jeg skoen af. Halvsovende så jeg til, mens en fugleedderkop kæmpede sig op af skoen og kravlede ind under min seng.
En iskold spand vand kunne ikke have vækket mig så meget som det syn! Det tog mig flere timer at falde ned igen og holde op med at ryste. Siden da – og det er godt halvanden måned siden – har jeg ikke rørt mine sko og derimod holdt mig til mine super slidstærke klipklappere. Det har resulteret i en ganske fin hvid linje på mine solbrune fødder, men klipklapperne gik efterhånden i stykker, så nu har jeg erhvervet mig et nyt par.
Efter den oplevelse tænkte jeg, at det i det mindste nok ikke kunne blive værre. For mig er edderkopper – og farlige fugleedderkopper i særdeleshed – noget af det allerværste, jeg kan udsættes for. Jeg kan i skrivende stund ikke komme i tanke om noget, der skræmmer mig mere.
Men det kunne godt blive værre.
Min mor spurgte mig forleden, hvordan man kan mærke at årstiderne skifter hernede. Og vi er pt. på vej fra sommer, som er tør og varm til vinter, som er regnfuld (og stadig varm). Så foruden svedige dage efterfulgt af et par regnfulde eftermiddage, kan man mærke det på det stigende antal insekter, der søger indenfor i tørvejr. Jeg har mere eller hver anden dag haft ubudne gæster. Og her er der altså ikke tale om den slags ubudne gæster, som man ser i kaffereklamerne, som egentlig ikke er så ubudne. Det er derimod tale om store fugleedderkopper og skorpioner. Og forleden dag en slange udenfor mit værelse. Heldigvis er vi omgivet af salvadoranske ex-guerillaer, for hvem frygt er en by i Rusland.
Nuvel. Jeg ved jo inderst inde godt, at der er værre ting i livet. Og at de edderkopper, skorpioner og slanger vi har her ikke kan slå én ihjel. I virkeligheden er der andre ting – som at køre i bil – som er en frygt, der er meget mere rationel. Og den tanke har da også strejfet mig her. Men primært fordi man regelmæssigt hører om folk, der bliver overfaldet af bandemedlemmer i busserne, men jeg havde mere eller mindre sluppet den tanke, og var blevet ganske glad ved at køre i bus.
Forleden dag havde jeg overnattet i en medarbejders hjem langt ude på Juan tyndskids marker. Og stod op klokken fire om morgenen og gik igennem skoven, for at nå den første lastbil ud af området. Ved hovedvejen havde jeg valget mellem af tage en bus tilbage til landet, eller at tage den første bus ind til vores kontor i Suchitoto. Jeg havde en underlig fornemmelse i maven og endte med at tage tilbage til landet, og holde en dag fri fra kontorarbejdet og i stedet give mig i kast med noget havearbejde. Det viste sig at være den rigtige beslutning. Jeg fandt senere ud af at bussen, som jeg tager hver morgen ind til Suchitoto, var med i et trafikuheld og at flere af passagererne og buschaufføren var døde og andre hårdt kvæstede. Det er kvalmende at tænke på, hvor tæt jeg var. Men samtidig underligt betrykkende at vide, at jeg har en mavefornemmelse, som fortæller mig, når noget er galt. Maven har før hjulpet mig igennem lignende situationer, og selvom der er mange ting, som jeg godt kunne forbedre ved selvsamme mave, er dét ikke en af de ting.
Så i virkeligheden går jeg ikke rundt herovre og er bange for, at der skal ske mig en masse. Men jeg er bange for, at jeg en dag holder op med at være bange (eller på vagt) og glemmer at lytte til, hvad min mave fortæller mig. Folk her i El Salvador er så vant til, at der sker de mest grusomme ting. Døden – og undskyld hvis det her kommer til at lyde meget kynisk – lurer hele tiden rundt om hjørnet. Der går ikke en uge hvor nogle af vores medarbejdere mister familiemedlemmer eller venner – til bandevold, jordskred, trafikuheld, osv. Men det begynder at gå op for mig, at dette forhold til døden – visheden om at det VIRKELIG kan ske når som helst – gør livet enormt levende. De er ikke så bange for at sige, hvad de mener, og fortælle dem de elsker, at de elsker dem. For Gud (eller maven måske?) ved, hvornår de ser hinanden for sidste gang.
Nå, det var egentlig ikke min mening at skrive om død og den slags. Men hvad end man er udlandsdansker i et fredeligt land eller i et mindre fredeligt land som El Salvador, tror jeg man tænker på døden. Og hvor forfærdeligt det ville være, hvis der skete noget med dem derhjemme. Det tænker jeg heldigvis ikke så meget. Og i denne uge kan jeg fejre, at min papbror har fået en lille pige. Det er jo kæmpe stort. Og hvor er Danmark langt væk, når sådan noget sker.
Men nu må det være nok om liv og død.
Jeg tager lidt ferie de næste to uger og smutter endnu mere sydpå – til Costa Rica og Nicaragua. Man kan jo lige så godt udnytte, at visaet skal fornyes hver tredje måned og man derfor kan holde ferie med god samvittighed. Jeg vender snarligt tilbage (må Maven være med mig!).
Vild Verden 